Grøndals

Filtrer

      FRA SKØR TRADITION TIL GODHJERTET FORRETNING

      Som barn jagtede jeg fiskekonserves med min morfar. Vi var altid på udkig efter konserves vi ikke før havde smagt. Jeg fik aldrig spurgt min morfar, hvorfor han kastede sin kærlighed på konserves, men en ting er sikker - han var altid nysgerrig når det gjaldt mad og nye smagsoplevelser. Jeg elskede at følge med når morfar gjorde ting, hvilket ikke altid var lige praktisk for mine forældre. Nogle gange var det ganske harmløst: hvis morfar spiste gammel ost, så spiste jeg gammel ost. Nogle gange var det mindre harmløst: når morfar kravlede op på taget for at fikse antennen, så kravlede jeg også op på taget. Morfars vane med fiskekonserves var ret særlig: når han fandt noget spændende, så gemte han det i sit konserves-skab til jeg kom på besøg.

      Det var altid en lille triumf at finde en ny og spændende dåse med tun, makrel, sardiner eller andet, der kunne give os en god madoplevelse sammen. Det var især et hit når vi fandt noget der var markant anderledes end det vi kunne få i Danmark.  Det var altid sjovt at kunne diskutere smagen, konsistensen og oplevelsen, men det vigtigste var at dele det hele med hinanden.

      Den tradition er jeg fortsat med som voksen. Jeg kan stadig ikke gå forbi hylder med konserves uden at kigge en ekstra gang, for at se om der er noget der er spændende eller velsmagende. Det er især når jeg er udenfor landets grænser at min nysgerrighed vokser, og traditionen med morfar bobler op til overfladen.

      Grøndals udsprang i kølvandet af en sejlads på sejlskibet Mursejleren, fra Caribien til Kolding. Efter 16 døgn på havet, fra Bermuda til øgruppe Azorerne, fandt jeg mine første dåser med Santa Catarina tunfisk.

      Da vi spiste det, var vi alle sammen overraskede over kvaliteten, friskheden og det smagsindtryk en dåsetun kunne give os. Tunfisken fra Azorerne var en helt anden kaliber end jeg havde prøvet før, og så god at jeg endte med at tømme butikken og købe 50 dåser med hjem som gaver til venner og familie. Som en slags tun-souvenir fra vores rejse, som sjovt nok skabte en større efterspørgsel.

      For mig er Grøndals muligheden for at udbrede min egen kærlighed til god og ansvarlig dåsefisk i Danmark. En mulighed der blandede mine egne erfaringer og traditioner med det stigende ønske om at have bæredygtige fødevarer og god smag på bordet.

      De gode produkter er baseret på godt håndværk. Helt fra havet, hvor fiskene fanges bæredygtigt med stangfiskeri, der forhindrer skadelig bifangst, til fremstillingen, der handler om klassiske håndværkstraditioner og erfaringer. Fiskene svømmer selvfølgeligt også i lokalt produceret olivenolie i de BPA-fri dåser.

      Jeg leder konstant efter andre producenter, og vurderer dem ud fra min efterhånden store ekspertise på området. Mine oplevelser og erfaringer med Santa Catarina har gjort at jeg nu leder efter nye producenter, der lever op til mine personlige idealer om bæredygtighed og kærlighed til naturen, og som passer ind i mig og morfars nysgerrighed og traditioner.


      0 produkter

      0 produkter

      Beklager, der er ingen produkter i denne kategori